Forside > Artikler 2013 > Prædiken ved organistjubilæum

Prædiken ved organistjubilæum

20.1.2013 

Vi har modtaget  sognepræst i Ejby kirke, Jens Rothmanns prædiken fra Helliftrekonger. I anledning af Birgits Schledermanns 25-års jubilæum.

 
Prædiken til Helligtrekonger 2013 Birgit Schledermannss jubilæum
Matt. 2.1-12( 1.txt.række)

Også i dag ringede kirkeklokkerne - ud over det ganske land. Smukt som altid har de lydt og brudt morgentåge - vinterdis - og frosne hjerter.
Jo, også i dag har kirkeklokkerne ringet ud over det ganske land. De har bimlet og de har bamlet - brudt deres stemmer i en uendelighed. De har klinget og de har "klanget" - så det har været en fornøjelse for øre og sind.
Og godt for det; for de har nemlig en opgave - klokkerne; de har ét formål - deres eneste, og derfor gør de det det også så bravt og så godt - alle og enhver. Og det uanset størrelse, indhold af metal og dekorationer - og alle arbejder lige hårdt, med det ene formål; nemlig at vække os alle!
Kalde os frem af vores slummer, vække vores lemmer - og kalde os på vej, herhen i vores lokale sognekirke. For det er Gudstjeneste tid - tid for stilheden - og Vorherre og os!
Og alle er vi stået ud af vores gemakker. Ladet dyner være dyner - skønt vi har nydt dem natten igennem.
Og så har vi vandret - fra fjern og nær - ad gader og stræder - ad markveje - og til kirkebil.
Alle har vi vandret på hver vores faste kirkesti - nogle mere kvikke end andre. Men ét - har vi dog alle tilfælles; nemlig målet; vores kirke! For det er Gudstjenestetid - tid for stilheden og Vorherre og os!
Og snart sidder vi så her indendørs i Guds hus, hvor der er evigt højt til loftet og derfor plads til os alle; de sidste bedeslag falder i hak ..7- 8-9 - ja, så var de der alle! Og ja, - så kommer bruset; for Orglet tager over, der hvor klokkerne tier. Nu er det dets tusinde stemme, som kalder os til live, som var det et morgenfriskt Vesterhav, vækker vores sanser - smelter vores sind og åbner os op. Giver os glæde - vækker os til live.
Og det lyser berusende smukt!
Det ene øjeblik, med en sart lille melodi, med de mindste piber i første geled! Det andet øjeblik, med sprudlende brus og med piber så høje som Rundetårn; syngende - råbende - dansende - levende og åndende ned til os på bænkene. Fylder os med liv og lyst og glæde.
Jo, virkelig en værdig aftager - nej konkurrent til klokkerne fra før. Orglet - sin helt egen mester, som overdøver enhver klokkeklang; for her er der jo melodi og bund til vores sang!
Præludium til vores gudstjeneste!
Indgangsmusik til vores tid med stilheden - Vorherre og så os.
Og her sidder vi så, os på bænkene; lukker vores øjne - og åbner vores ører; suger til os og synger med - for vi kan slet ikke andet! Og det uanset hvem vi er; alle bliver vi lige så stille opslugt af orglet og dens musikalske fortælling.
Og i dag, er vi oven i købet flere end som så, til at lade os opsluge og opsuge af orglet sang.
Hele tre fremmede mænd er kommet på besøg.
Og de er jo ikke nogen Hr. Hvem Som Helst; nej, de er vise - måske oven i købet konger - astrologer? Fornemme er de i hvert fald!
Langvejs fra, er de kommet. Ja helt fra Østerland - siger man, og de har været på en lang rejse. Helt fra Østen over, og har besøgt kongen i Jerusalem; Ham den gale - ham som ingen rigtig tør sige imod, endsige møde. Men det gjorde de vise mænd.
For De havde set og fulgt stjernen i lang tid og hørt den kalde - næsten som en kirkeklokke, i det fjerne.
Og de havde fulgt dens syngende lys, i adskillige dage
Og nu står de der så der - de tre vise - og ser det smukkeste, man kan tænke sig; nemlig selve livet - i levende live; Vorherre som menneske, som er kommet til os - for at være hos os - for evigt og for altid; her i stalden i krybben, som et lille barn. Men også snart som tiden går - som voksen - så er han stadig for os, for evigt - med kors for vores pande og bryst - og for altid!
Jo, De er heldige, disse tre vise mænd. Tænk, at se noget så smukt: Vorherre selv i et lille menneskebarn. Det største man kan opleve. Ja - og deres rejse har været det hele og alle strabadserne værd - på alle mulige måder!
Og så har de gaver med, selvfølgelig; guld, røgelse og myrraskær. For intet er for smukt at give i en sådan situation. Ja, man ville vel næsten give alt, når man sådan møder Vorherre i egen person, lagt i en krybbe i en stald - en smuk dag i Betlehem. En stund med andagt, bøn og sang!
Og ja, det var jo næsten en gudstjeneste, det de holdt der - de vise mænd - den dag, i stalden i Betlehem.
Ikke den første gudstjeneste af alle. Selvfølgelig! For den holdt englene jo for hyrderne på marken julenat, med englekor. "Den himmelske hærskare" - hed koret og de sang " Ære være Gud i det højeste og på jorden! Fred til mennesker med Guds velbehag!"
Det var den første gudstjeneste af alle!
Men de vise mænd afholdt helt sikkert nummer to!
I en stund - med andagt, bøn og sang!
Og sådan er den gudstjeneste, blevet et forbillede for i tusindvis - ja i hundredtusindvis - af gudstjenester siden hen, og ja, helt til dagen her i dag.
For de havde jo det hele; Stilheden - Vorherre og så os!
Og så dog, så manglede de noget:
Nemlig orglet; For det var der nemlig ikke plads til, i hverken stalden eller i herberget!
Orglet ja - Orglet - sin helt egen mester, som overdøver enhver klokkeklang; for her er der jo melodi og bund til vores sang; præludium til vores gudstjeneste!
Indgangsmusik til vores tid med stilheden, Vorherre og så os! Og postludium til vores andagt og bøn!
Og her sidder vi så - os på bænkene. Lukker vores øjne og åbner vores ører; suger til os, synger med - for vi kan slet ikke andet.
Og det uanset hvem vi er; alle bliver vi lige så stille opslugt af orglet og dets musikalske fortælling.
Jo, orglet! En uundværlig del af vores Gudstjeneste og ja - og vel også en vej til Vorherre.
For der er nemlig mange veje til Vorherre! Sådan var der en klog mand der sagde engang. Og her kan vel selv orglet - hjælpe en på vej!

Jeg har en god ven - der - som han selv siger" Ikke rigtigt tror på alt det med Gud" - og fortsætter så: "Men når jeg hører musikken og orglets brusen i kirken - ja så ved jeg, at Han findes!"
Og sådan har han - "den tvivlende tro'er" - været fast gæst i sin lokale kirke, hver evig eneste søndag, de sidste 30 år. Ja, måske den mest trofaste kirkegænger af alle, i det sogn.
For Jo! Den gør noget ved os - den musik!
Og jo! Vi har forskellige veje til at møde Vorherre på!
Nogle kom helt fra Østerland og med omveje - omkring Kong Herodes og til stjernen over stalden i Betlehem.

Andre lader sig opsluge - og føre af orglets sang og musik.
Eller rettere; af den, som spiller de smukke toner! For orglet står nemlig aldrig alene!

Kære Birgit
Nej, et orgel står aldrig alene. Og uden dit virke - dit spil - dit arrangement, ja da ville orglet blot være en tom kasse, uden sjæl og uden lyd og uden dets vidunderlige brusen.
Men gudskelov! Sådan er det heldigvis ikke!
For igennem sidste mange år - ja 25 år i alt, der har vi hørt dig spille her i vores kirke, og det har været dejligt! Det har altid været en stor glæde at høre din melodi! Og vi har sat umådelig stor pris på dig!
Du er med til at åbne vores sanser.
Ikke bare fordi at du spiller så godt, som du nu gør.
Men også af en anden grund!
Se, Biblen har en lille fortælling om musik og musikere - som jeg holder meget af - og som passer så godt på dig Birgit! Det er en vidunderlig beretning. Og den skal du kende! Den skal vi alle kende! Ja - enhver som skaber musik her i kirken - skal kende den!
Se, - i det gamle testamente, der står der skrevet om en, der hed Jubal.
Jubal var stamfar til alle dem som spiller på harpe og fløjte, ja, faktisk til alle, der kan spille; alverdens musikanter og sangere.
Jubal hørte til Kains slægt.
Den slægt, der blev fordrevet fra agerlandet, fordi Kain jo have slået sin bror ihjel og tilsølet jorden med hans blod.
Og derfor blev Jubals stamme - musikanterne og sangerne - spredt ud over hele verden.
Og her bar de for eftertiden, mindet med sig; mindet om bristede bånd og tabte horisonter, fra dengang verden var en anden. Men Jubals stamme nøjes ikke blot, med at mindes! Nej - for med deres toner og musik, forsøgte de; musikanterne, for eftertiden, at sprænge grænse efter grænse - for at flyve mod selve glæden - og derigennem hente den tabte verden tilbage..
Og det har de gjort lige siden! Enhver musikant! Alle har de del i Jubal stammes opgave. At give os Guds egen glæde, som den var ved skabelsens begyndelse, tilbage!
Så alle dem, der kan spille, de bærer altså gennem musikken noget følsomt, drømmende uhåndgribeligt og håbefuldt i sig. Og gennem deres musik bærer de et budskab til os alle.
Til verdens larm, bekymring og fastgroethed, da siger musikken: "I er uden mening".
Og til alle dem, der er afmægtige, bange og fortabte og mangler glæden, da siger Musikken og sangen: Lyt!!
Og med alle sine toner, nedbryder den alle vore menneskeskabte mure, så vi atter kan se lige ind i himmelen. Og sådan baner musikken også vejen for ordet her i vores kirke. Den åbner rummet for det glædelige budskab, der forkyndes.

Og se, Birgit; Alle de gange, hvor du har spillet her og vi i fællesskab med menigenheden, søndag efter søndag, har delt ord og toner, da er det ikke blot evangeliet - men også din musik - der har været med til at skabe troen og håbet og kærligheden - og ikke mindst meningen, med at være til.
Og derfor skal du også vide, at din musik har betydet så meget for os.
Du har været med til at åbne vores sanser. Givet os glæde hele vejen igennem, og ja, jeg tror at det ville være svært at holde en ordentlig gudstjeneste, hvis ikke netop du var med, her i vores kirke.
Du har sat farve på vores tilværelse - smil og glæde - og gjort dit til, at vores øjne kan åbnes og vi kan lytte og se! Sat melodi og bund til vores sang; præludium til vores gudstjeneste! Indgangsmusik til vores tid med stilheden - Vorherre og så os! Og postludium til vores andagt og bøn!
En uundværlig del af vores Gudstjeneste - og ja, og også en vej til Vorherre.
Amen

 

 

Dansk Kirkemusiker Tidende
Home